Hvad er Lirum Larum?

Lirum Larum er en ”samlebetegnelse” for flere foreninger og aktiviteter i Roskilde, som har en fælles interesse for folkemusik, spillemandsmusik og folkedans:

  • Roskilde Spillemandslaug
  • Roskilde Folkedanserlaug
  • Folk Roskilde
  • Rødder, Fødder & Stemmer

 

Foreningernes åbne arrangementer omfatter onsdagscafé året rundt med dans og levende musik, koncerter, baller, folkemusikfester m.m.

 

Foreningernes fælles medlemsblad Lirekassen udkommer elektronisk ti gange årligt og sendes via email til medlemmerne af Roskilde Spillemandslaug, Roskilde Folkedanserlaug og Folk Roskilde.

Historie

Lirum Larum-foreningerne har rødder tilbage til sidst i 1960’erne, hvor interessen for dansk folkemusik steg, især blandt unge. På det tidspunkt opstod folkemusikgruppen Lirum Larum i Roskilde. Navnet er hentet fra omkvædet i sangen ”Karen fra Dansen”.


Alle Lirum Larum-foreningerne oprettedes i løbet af 1970’erne af personer i og omkring den oprindelige Lirum Larum-gruppe. De fleste er stadig aktive.


Roskilde Spillemandsstævne afholdtes første gang i 1976. Det blev en fast årlig tradition den første weekend i august. Spillemænd og grupper fra både ind- og udland stod for undervisning, fællesspil og koncerter. Søndagen i Folkeparken tiltrak et tusindtalligt publikum både fra Roskilde og langvejs fra.

Efter afholdelsen af det sidste Roskilde Spillemandsstævne i 2017 blev organisationen Rødder, Fødder & Stemmer dannet. Den har siden afholdt flere folkemusikfester i Roskilde.


Musikaftenskolen Lirum Larum dannedes i 1976 for at imødekomme et stort behov for undervisning i folkedans og spillemandsmusik. Der blev i årenes løb tilbudt et mangfoldigt udvalg af dansehold, sammenspilshold, instrumentalundervisning, sang, foredrag m.m. Musikaftenskolen Lirum Larum lukkede i 2021.


Læs mere i bogen Lirum Larum – Lys på rødderne – En historie om folkemusik, folk og musik (udgivet af Roskilde Museums Forlag i 2009 under forfatterpseudonymet Karen Dansen).